glutenfri tomattærte

Glutenfri tomattærte med courgette

Sensommeren er over os, og udover foråret så synes jeg personligt, at det er den bedste tid på året. Dagene er stadig lange og lune, og samtidig begynder man virkelig at kunne få mange lækre råvare i sæson, enten fra haven eller der hvor man henter sine grøntsager. Jeg har selv de første tomater og courgetter på bedding, og tomattærte er virkelig noget af det bedste jeg ved. Jeg har sat tomaterne sammen med courgette, fordi der er kommet begrænsning på indtag af tomater pga. indholdet af fruktose (65g pr portion). Har du ingen problemer med fruktose, eller vil du bare teste din tolerance, så kan du bare køre ren tomat (400g) og udelade courgetten.

Prøv også: Penne Pomodoro med ‘falsk’ tun

main

GLUTENFRI TOMATTÆRTE MED COURGETTE

Antal: 1 stk / 4 personer — Samlet Tid: 1 time og 40 minutter — Arbejdstid: 30 minutter — Fryseegnet: Nej
Ingredienser
Tærtebund
  • 180 g grovvalsede havregryn (blendede)
  • 1 æg
  • 1/2 dl olivenolie
  • 1/2 dl vand
  • 1/2 tsk salt
  • lidt smør eller andet fedtstof til at smøre tærtefadet med
Tærtefyld
  • 250 g runde tomater i skiver
  • 150 g courgette / squash i skiver
  • 3 æg
  • 1 dl yoghurt (evt. laktosefri)
  • 1 kvist rosmarin eller et lille bundt timian (kan erstattes af tørret)
  • 1 kugle mozzarella
  • salt og peber
Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Blend havregrynene. Kom alle ingredienserne til tærtedejen i en skål. Ælt den med hænderne, til den er sammenhængende, er den lidt for tør så tilsæt lidt ekstra vand.

Smør et lille tærtefad (23-24 cm i diameter) og rul dejen ud og tryk den godt ned i fadet.

Forbag tærtebunden i 15 minutter midt i ovnen

Imens skæres tomater og courgette i skiver. Hak rosmarinen fint. Hak mozzarellaen. Pisk æg og yoghurt sammen med salt og peber og kom den hakkede mozzarella i æggemassen.

Fordel tomatskiver og courgetteskiver i den forbagte tærtebund, og hæld æggemassen ud over. Bag tærten i 40 minutter ved 175 grader varmluft.

Lad tærten afkøle 10 minutter inden den serveres med en grøn salat.

Er det vigtigt for dig at tærten er glutenfri, så skal du vælge glutenfri havregryn, da de behandles separat på kornvalseværket, og derfor ikke indeholder rester af diverse mel.

Servér evt. tomattærten sammen med en Sprød Salat med Kakifrugt, det er en lidt anderledes salat men den smager fantastisk.

glutenfri tomattærte


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.