penne pomodoro

Penne Pomodoro med ‘falsk tun’

Penne pomodoro eller pasta penne med tomatsovs og ‘falsk tun’ er én af mine yndlingspastaretter også er den faktisk vegansk, skulle man gå op i det. ‘Tunen’ er baseret på udblødte solsikkekerner af alle ting. Jeg kan ikke tage æren for påhittet, den tilfalder helt og holdent greenkitchenstories.com – tjek om ikke andet deres original opskrift ud for de utrolig flotte billeder. Jeg har taget mig et par friheder med deres opskrift, dels fordi jeg aldrig har sushi tang i køkkenskabet (det fungerer glimrende uden) og fordi jeg har tilpasset den low fodmap. Arbejdstiden ser lidt voldsom ud, men det er udelukkende fordi at solsikkekernerne skal lægges i blød på forhånd.

Skulle du undre dig over hvor lidt ‘pomodoro’ eller dåsetomat der er i opskriften, så handler det om at dåse tomat er testet med et moderat indhold af fruktose og det sætter lidt begrænsning på hvor meget man kan fylde i. I forhold til glutenfri pasta kan det være lidt en jungle, men Semper har lavet én der ser fornuftig ud, bronzestøbt og på fuldkornsrismel. (Ingen reklamelinks, men bare hvad jeg selv har kunnet opstøve)

Prøv også: Spaghetti med palmekål & oliven

main

Penne Pomodoro med ‘falsk’ tun

Antal: 2 personer——Tid: 6 timer og 30 minutter—–Arbejdstid: 30 minutter
Ingredienser
Falsk ‘tun’

  • 100 g solsikkekerner
  • 1 grøn top fra forårsløg
  • 2 spsk kapers med væske fra glas
  • 1 spsk citron saft
  • 1 tsk æblecidereddike
  • 1 tsk hvidløgsolie
  • salt og peber
  • Tomatsauce

  • 1 grøn top fra forårsløg
  • 1 tsk hvidløgsolie
  • 1 tsk olivenolie
  • 2 tsk tørret basilikum
  • 1 knivspids chiliflager (kan udelades)
  • 1/2 dåse hakkede tomater (200 ml) gerne blendet
  • 200 ml vand eller grøntsagsbouillon
  • salt og peber + lidt sukker
  • Endvidere skal bruges

  • 200 g pasta penne, gerne majs eller ris pasta, tjek gerne monash app hvis low fodmap venligt
  • en håndfuld rucola
  • et par tsk fulde kapers
  • Fremgangsmåde

    Vej solsikkekernerne af og læg dem i blød i en skål med vand i mindst 6 timer, gerne mere.

    Blend den halve dåse hakkede tomater, eller kør den igennem en minihakker. Hak de grønne toppe fra forårsløg fint. Varm en kasserolle op på medium varme og steg forårsløg af i hvidløgsolie og olivenolie, sammen med basilikum, chiliflager, salt og peber. Tilsæt den blendede 1/2 dåse hakkede tomater sammen med grøntsagsbouillon eller vand. Lad det simre 10 minutters tid.

    Hæld vandet fra solsikkekernerne. Kør dem i en minihakker eller foodprocessor, sammen med kapers, den grønne top fra forårsløg (i mindre stykker), citronsaft og æblecidereddike. Kør den ‘falske’ tun helt glat, tilsæt evt en smule vand eller væske fra kapers for at få den helt glat. Smag den til med citronsaft, salt og peber.

    Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

    Smag tomatsovsen til med en smule sukker og tilsæt halvdelen af den ‘falske’ tun til tomatsovsen. Rør den godt ud.

    Server pastaen med tomat/tun sovsen ovenpå. Læg en kugle af den ‘falske tun’ ovenpå og pynt med kapers og rucola.

    penne pomodoro

    Er du lidt ekstra sulten så kan du med fordel servere en grøn salat og lidt brød til dine penne pomodoro.

    Opskriften kan lyde lidt besværlig, men jeg lover dig at det er ret nemt at lave også smager det virkelig godt!


    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *