saltsyltede citroner

Saltsyltede citroner

Saltsyltede citroner kan lyde lidt som en gimmick, og ærligt talt så har jeg levet 30 år ganske glimrende uden at kende til dem. Men når det nu er sagt, så vil jeg godt slå et slag for dem alligevel, for man kommer ikke uden om at saltsyltede citroner er en genial smagsgiver til salater fx. tabboleh, hummus og gryderetter. Salten giver citronerne en mindre bitter og lidt mere parfumeret smag. Her i vintermånederne er det højsæson for citrusfrugter og en god måde at gemme smag til senere på sæsonen. Jeg er så heldig, at jeg et par gange har en hentet en togoodtoogo pose med grønt, hvor der har været utrolig mange citroner i posen og de er så endt på glas med en masse salt 🙂

Prøv også: Karamelliseret Appelsinmarmelade

Saltsyltede citroner

Antal: 1 glas — Samlet Tid: 2 måneder — Arbejdstid: 15 minutter — Fryseegnet: Nej
Ingredienser
  • 5 stk økologiske citroner
  • 3 dl groft salt
  • evt. kogende vand
  • Fremgangsmåde

    Skyl alle citronerne og tør dem godt af i et viskestykke. Læg 1 citron til side.

    Skær et dybt kryds på den lange led af de 4 citroner så de åbner sig i 4 både, men uden at skære dem helt igennem, de skal stadig hænge sammen.

    Fyld citronerne med så meget salt så som muligt og gnid dem også med salt udvendigt.

    Skold et sylteglas eller patentglas. Jeg brugte et på 1 liter, men jeg tror at et lidt mindre havde været fint. Pres de 4 saltfyldte citroner hårdt sammen i glasset, så de ligger meget tæt og de smider noget citronsaft. Hæld resten af salten henover citronerne.

    Tag den citron, der blev lagt til side først og pres saften fra den henover citron/salt blandingen i glasset. Hvis alle citronerne er dækket af væske er det fint, hvis ikke så supplér med lidt kogende vand, til det dækker.

    Luk låget på glasset. Jeg opbevarer mit glas i køleskabet for en sikkerheds skyld. Vend i blandingen et par gange i løbet af det 2 måneder (salten har det med at lægge sig i bunden og citronerne vil gerne flyde ovenpå). Efter 1-2 måneder kan de bruges i madlavningen, men de tager ikke skade af at stå længere tid.

    Brug dem som et krydderi i madlavningen jeg bruger den i salater, gryderetter og i hummus.

    Husk at det kan være en god idé at skylle citronen for det værste salt inden brug, og vent med at give salaten/dressingen/retten salt før du har tilsat den saltsyltede citron, for at undgå oversaltning. Lagen kan ikke spises.

    saltsyltede citroner

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *