champignon suppe

Champignon Suppe

Efterår er vel i virkeligheden suppernes årstid, så her er en suppe til i rækken. Min champignon suppe er lavet på champignon på glas for at være low fodmap venlig (at de er på glas gør at fodmaps lækker i vandet, og derfor har champignonerne i sig selv et lavere indhold), og hvor trist det end lyder…. så smager det SUPER godt. På positiv siden kan man sige at den her champignon suppe er i sæson hele året, netop fordi den er baseret på champignoner på glas, og samtidig er den økonomivenlig.

Prøv også: Risotto med champignoner

main

Champignon Suppe

Antal: 2 Personer — Samlet Tid: 45 minutter — Arbejdstid: 30 minutter — Fryseegnet: Nej
Ingredienser
  • 2 glas champignoner i vand (drænet vægt 2x170g)
  • 3 grønne toppe fra forårsløg (+1 ekstra til topping)
  • 40 g smør
  • 2 spsk hvidløgsolie
  • 3 spsk fintsigtet speltmel
  • 1 liter hønsebouillon (kog din egen) eller anden low fodmap venlig hønsebouillon
  • 1 dl (evt laktosefri) piskefløde
  • Lidt muskatnød
  • Salt og peber
  • Endvidere: Ristede champignoner (som du har gemt fra tidligere), Lidt fintskåret grøn top fra forårsløg og godt brød
Fremgangsmåde

Hæld vandet fra champignonerne og skyl dem godt i en si under rindende vand. Skyl forårsløgene og skær den hvide del fra. Skær forårsløgene i tynde både.

Varm en tykbundet gryde op til middel varme og rist 2 spiseskefulde af champignonerne i 1 spiseskefuld af de 40 g smør. Rist i et par minutter til de tager farve. Tag de ristede champignoner op.

Tilsæt resten af smørret + hvidløgsolie, og steg forårsløgene af uden de tager farve ved middel varme. Pisk speltmelet godt ud i smør blandingen.

Tilsæt hønsebouillonen lidt efter lidt ligesom man laver en stuvning. Dvs. tilsæt først lidt (1dl) og pisk til det tykner, tilsæt så lidt mere (2 dl) og pisk til det tykner og så fremdeles.

Når al hønsebouillon er brugt og den er tyknet tilsættes champignonerne (gem dem du har smørristet), lad dem simre i suppen i 10 minutters tid.

Smag til med en smule muskatnød, salt og peber.Blend evt suppen med en stavblender så den bliver helt jævn

Tilsæt til sidst fløden, og varm champignon suppen igennem uden at den koger.

Server den med forårsløg og ristede champignoner på toppen og et godt stykke brød ved siden af.

champignon suppe

Mangler du en god suppe at varme dig på? Så tjek suppearkivet ud her.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *