Jeg bruger utrolig meget hvidløgsolie hjemme hos os. Jeg synes at det er en eminent smagsgiver, når nu den ægte vare giver mig racermave. Med de mængder jeg bruger kunne vi dog hurtigt få købt os fattige i supermarkedsudgaverne, hvis jeg skulle bruge de færdige udgaver. Som så mange andre laver jeg det derfor selv. Hvis man har nogle fine beholdere / flasker til olie, så kan man sagtens opbevare det i dem. Jeg opbevarer min hvidløgsolie i et afvasket tidligere olivenglas på køl. Principielt er hvidløgene jo tilberedte, så de burde ikke mugne, men for en sikkerheds skyld opbevarer jeg altid min hvidløgsolie på køl.
Hvis du ganske kort undrer dig over, hvorfor man kan spise hvidløgsolie, men ikke hvidløg på low fodmap, så er det fodmaptypen, der er afgørende. I hvidløg er fodmaptypen fruktaner. De er vandopløselige, dvs kommer du hvidløg i vandbaseret mad som fx tomatsovs vil fruktanerne ‘lække’ ud i retten. Hvis du derimod steger hvidløg af i olie kan fruktanerne ikke opløses i olien, og derfor forbliver de indeni hvidløget. Du kan læse mere om emnet på Monash’s blog her.
Prøv også: Hjemmerørt (falsk) Aioli på hvidløgsolie
HJEMMELAVET HVIDLØGSOLIE
Antal: 1 glas — Samlet Tid: 1 time — Arbejdstid: 10 minutter — Holdbarhed: 14 dage
Du skal bruge..
Fremgangsmåde
Skræl og pil hvidløgsfeddene. Fyld den beholder du ønsker 3/4 op med olie. Hæld olien i en lille gryde. Varm den langsomt op. Når olien er middelvarm kommes de pillede hvidløg i.
Lad dem stå ved middelvarmen 5-10 minutter, til hvidløgene er mørkt gyldne. Sluk for gryden. Lad olien afkøle i gryden.
Når olien er afkølet, hældes den på glas eller beholder og sættes i køleskab. Min hvidløgsolie holder sjældent mere end 14 dage, og der er holdbarheden fin.
Jeg bruger den som den er til at stege i, til dressinger, ovenpå pizza mm. Den kan cirka bruges til alt.
