Jeg kommer nok aldrig til 100 % at forlige med mig med de mørkere årstider, jeg er klart mere til forårsol end til røde blade, regn og rusk. Hvis jeg skal pege på et par af efterårets mere positive sider, så vil jeg klart sige strik, simremad og GRÆSKAR. Græskar er en af mine favoritgrøntsager, og vælger du den klassiske hokkaido, så er det endda en low fodmap grøntsag uden begræsning, så det er bare at spise løs. Her får du én af mine pasta favoritter med chunky græskarsovs, super simpelt og lækkert.
Pasta med chunky græskarsovs
Antal: 2 personer——Tid: 40 minutter
Ingredienser
- 2 grønne toppe fra forårsløg
- 2 spsk hvidløgsolie
- 2 spsk olivenolie
- 1 lille / medium hokkaido græskar
- 1 hel mozzarella kugle (125g)
- 3 spsk solsikkekerner
- 200 g tørret god pasta (for low fodmap vælg pasta baseret på majs, ris eller quinoa)
- salt og peber
- + lidt vand
Fremgangsmåde
Skyl og skur græskarret grundigt, er det et økologisk græskar er det ikke nødvendigt at skrælle det. Ellers kan man skrælle det med en skarp kniv. Græskarret ordnes lettest ved at skære det i kvarte med en god skarp kniv. Læg et snit lidt ved siden af top og bundstilk, da de kan være ret hårde at skære igennem. Når græskarret er delt i kvarte kan kernerne skrabes ud med en spise ske. Skær græskarret i tern på ca. 2 x 2 cm.
Skyl og skær den grønne top fra forårsløgene i tynde både.
Varm en gryde (med en stor bundflade) op til middelvarme, tilsæt hvidløgsolie og olivenolie. Olie mængden kan lyde af meget men græskarret kan have en tendens til at sætte sig lidt i bunden af gryden (bruger du en slip let gryde skal du nok kun bruge 1/2 mængde olie). Sauter græskarret ved middelvarme i 5 minutter, rør i det jævnligt. Tilsæt den grønne top fra forårsløget det sidste minut. Hæld vand i gryden så det står halvt op omkring græskarternene og forårsløg i gryden og lad det simre i 15 minutter til græskaren er blød og mør. Smag græskarsovsen til med salt og peber.
Varm vand op til pasta og kog den efter anvisningen på pakken.
Rist solsikkekerner på en tør varm pande.
Vend pastaen i den chunky græskarsovs. Fordel pastaen i dybe tallerkener og top den med frisk mozzarella og ristede solsikkekerner. Pynt evt. med lidt frisk krydderurter, her har jeg brugt oregano. Servér en grøn salat til ved siden af.
Er du blevet hooked på hokkaido græskar, så kan du finde flere opskrifter med græskar i råvareindexet.