I går havde jeg en virkelig dårlig dag, mave i ballonstørrelse og ibs symptomer a la influenza, at det så også var lummervarmt udenfor gavnede ikke. Madpolitiet har ikke identificeret synderen endnu, men jeg har stærkt på fornemmelsen at det var et stykke wienerbrød og for meget broccoli den anden dag, som jeg betaler prisen for nu. Jeg skal seriøst have gang i noget reintroduktion, så jeg får styr på, hvilke fødevarer der trigger. Af samme årsag bliver indlægget idag ikke så langt. Jeg spiste græske oksefrikadeller i sidste uge. Det er en klar anbefaling herfra. De kan spises som de er, eller som buffetret eller på spyd.
Græske Oksekødsfrikadeller 20-25 stk, til 4 personer
- 400 g hakket oksekød
- 1 æg
- 2 grønne forårsløgstoppe
- 100 g feta eller salatost
- 2 tsk rosmarin
- 6 spsk hakket soltørret tomat
- 1,5 spsk hvidløgsolie, (se her hvordan du laver din egen)
- salt og peber
- fedtstof til stegning
Skyl og hak forårsløgstoppene. Smuldr fetaen. Rør det hele sammen til en sammenhængende fars. Varm en pande med fedtstof op og steg de græske oksefrikadeller på 3 sider ved middelhøj varme. Skru ned når du vender dem på den 3. side, og steg dem færdige til de er faste.
De græske frikadeller passer godt til en grøn salat og ovnbagte kartofler eller rodfrugter. Opskrift på ovnbagte rodfrugter med appelsin finder du her. De er også gode dagen derpå til frokost eller i madpakken.
∼Jeg håber at jeg bliver gode venner med min mave igen,
men indtil da må I have en fremragende weekend.∼