Fiskesuppe med hvid fisk

Fiskesuppe med hvid fisk og rød peberfrugt

Så blev det endelig fredag! Jeg har en semi-lang arbejdsdag foran mig idag, men her kommer min top-3 over, hvorfor det bliver en fantastisk fredag!!

  1. Jeg får mit internet tilbage idag!! Knap 14 dage kun med mobilt hotspot, så er det begrænset hvad man kan streame
  2. Vi skal have mexicanske pandekager til aftensmad, så godt! Kunne du også tænke dig det, så tjek mine opskrifter på mexi pandekager og hjemmelavet salsa ud.
  3. Sidst men ikke mindst, så er det fredag. Kan det blive andet end en god dag?

Jeg håber at du også har et dejligt fredags humør 🙂 I low fodmap diet bog 2 er der en virkelig dejlig og let fiskesuppe, som jeg er blevet ret vild med og som vi ofte får til hverdag. Her er den modificeret lidt som jeg kan li’ den. Så er du til fisk så prøv den af, og er du ikke til fisk så prøv den alligevel.

Fiskesuppe med hvid fisk og rød peberfrugt

Fiskesuppe med hvid fisk og rød peberfrugt, 2 personer

  • 2 røde peberfrugter
  • 1 spsk hvidløgsolie, (lav din egen, se her)
  • 225 g hvid fisk fx. rødspættefilet eller torsk (gerne optøet fra frost)
  • 1/2 dåse hakkede tomater
  • 4 dl hønsebouillon, jeg bruger min egen hønsefond (se her), som jeg har kogt ind og frosset ned i isterningposer, til denne portion brugte jeg 4 isterninger fond og vand oveni til de 4 dl væske. Det er også muligt at bruge en færdig bouillongranulat. Hønsebouillonen fra OSCAR og Touch of taste, skulle ifølge Low fodmap diet 2, kunne bruges.
  • 1 tsk sambal oelek (vælg en ren chili pasta/sauce uden hvidløg, tjek bagpå)
  • 1 tsk ahornsirup
  • 1 tsk paprika
  • 1/2 – 1 dl laktosefri piskefløde
  • salt og peber
  • Frisk chili og forårsløg i tynder skiver til pynt

Rens peberfrugterne og steg dem ved middel varme i hvidløgsolie i en gryde. Steg dem i 5 minutter til de begynder at tage farve. Tilsæt de hakkede tomater, paprika, sambal oelek og ahornsirup. Steg lidt videre. Imens skæres fisken ud i mundrette bidder. Tilsæt bouillon til suppen og lad den koge op, herefter tilsættes laktosefri piskefløde, kog suppen ved lav varme og omrøring. Suppen smages til med salt og peber, til sidst tilsættes fisken til suppen, hvor den dampes med i nogle få minutter til den er fast, men ikke tør. Pynt med chili og forårsløg på toppen. Server med godt brød til, fx foccacia brød eller det her.

Fiskesuppe med hvid fisk og rød peberfrugt (3)

∼ Ha’ en dejlig weekend, når I kommer så langt! ∼

Kold køleskabsgrød med chiafrø

Kold køleskabsgrød med chiafrø og havregryn

Vi er gået ind i uge 2 af mit løbeprojekt. Jeg er som tidligere nævnt ved at træne mig selv op til at løbe en 5 kilometer eller 30 minutter i streg, selvom jeg har et fysisk arbejde, og jeg ikke selv føler, at jeg til hverdag er en sofakartoffel, så er jeg godt nok træt. Jeg værdsætter virkelig, at det kun er 3 gange om ugen, jeg skal løbe. Til gengæld så synes jeg, at det har en positiv effekt at løbe/røre sig de dage, hvor jeg vågner op med ondt i maven.

Jeg tror på at man kan gøre meget med kost, diæt og motion, men fjerne ibs helt og aldeles, som nogle mirakelmagere lover blot ved at følge low fodmap, det tror jeg helt ærligt ikke på.

Det er i hvert fald ikke noget, som jeg har oplevet. Jeg har det utroligt meget bedre af at spise low fodmap og de fødevarer som jeg har reintroduceret, men derfra til at sige at jeg aldrig har ondt i maven vil ikke være sandheden. Hvordan er jeres oplevelser med low fodmap?

Fordi jeg for tiden er lidt træt i kroppen kan det være dejligt nok, hvis morgenmaden kan forberedes aftenen i forvejen. Jeg har tidligere eksperimenteret lidt med kold køleskabsgrød, men når man skal ud og vaske trapper, så holder den mig ikke helt mæt længe nok. Her har jeg derfor forsøgt mig med at tilsætte lidt havregryn til chia grøden og det virker 🙂

Kold køleskabsgrød med chiafrø og havregryn (3)

Kold Køleskabsgrød med chia frø og havregryn, 1 portion

  • 25 g finvalsede havregryn
  • 2 spsk chiafrø
  • 1 spsk kokosmel
  • 1 spsk ahornsirup
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 dl laktosefri mælk

Rør det hele godt sammen og sæt det på køl natten over i en beholder med låg. Jeg har brugt et gammeldags syltetøjsglas. Dagen efter røres grøden godt igennem med en ske. Server evt. i samme beholder. Man kan komme forskellige typer toppings på, begræns dig til cirka 1 stykke low fodmap venligt stykke frugt for ikke at få for meget fructose. Jeg kan godt li at bruge kiwi, blåbær eller banan eller halvt af hver. Så elsker jeg  også hasselnødder. Så jeg hakker 10 hasselnødder groft, det kunne også have været mandler og kommer ovenpå køleskabsgrøden. Skal det være weekendlækkert så kommer jeg også 1 stykke hakket (10g) mørk 85 % chokolade ovenpå. Så bliver morgenmaden ikke meget bedre 🙂

Kold køleskabsgrød med chiafrø og havregryn

Kold køleskabsgrød med chiafrø og havregryn (2)

∼Ha’ en dejlig onsdag!∼