Kaki eller Sharon frugt var lidt ukendt land for mig indtil for nylig. Som tidligere nævnt er jeg blevet meget glad for EATGRIM konceptet, og der fik jeg for nogle uger siden nogle flotte kakifrugter med. Jeg synes de smager som lidt en mellemting mellem honningmelon og pære, også er de altså virkelig gode i salater. Kaki frugter skal skrælles og skal faktisk næsten være overmoden før man spiser den. I forhold til low fodmap er kakifrugten faktisk også ret god, fordi den har et relativt lavt indhold af fodmaps, så man kan spise 1/2 halv kakifrugt pr person pr måltid uden problemer.
SALAT MED KAKIFRUGT
Tilbehør til 4, eller til 2 sultne personer
- 2 1/2 spsk solsikkekerner
- Et lille hjertesalat
- 1 kakifrugt
- 1/3 agurk
- 1 håndfuld solsikkespirer (kan udelades, er ikke testet på low fodmap)
- Olivenolie
- Balsamico
- Flagesalt og peber
Rist solsikkekernerne på en varm pande. Skyl hjertesalaten og bræk bladene i mindre stykker. Skyl agurken og skær den i mindre tern. Skyl og skræl kakifrygten med en kartoffelskræller, skær toppen af og halver frugten. Skær den i mindre stykker. Skyl solsikkespirerne og nip roden eller bunden af med fingrene. Hvis man gerne vil bruge friske spirer i salaten, men helst vil holde sig til testede low fodmap fødevarer kan man erstatte solsikkespirer, med spirede mungbønner eller alfa alfa spirer. Fordel det hele i en skål eller på et fad, krydr med flagesalt og peber og dryp med olivenolie og balsamico. Top til sidst salaten med de ristede solsikkekerner.
Brug den sprøde salat med kakifrugt, der hvor du ellers ville have spist grøn salat.
Til slut vil jeg gerne slå et slag for at dyrke spirer hjemme i vindueskarmen, det er nemt og det er billigt. Især her i vintersæsonen giver spirer friskhed til salater, som jeg synes man godt kan mangle lidt. Du kan læse mere om dyrke spirer her, det kræver slet ikke så meget udstyr.
∼Kan du ha’ en dejlig aften!∼
Husk du kan følge med på instagram @gastroequation_dk og på ♥bloglovin’