Grillet miniromaine salat

Grillet Mini Romainesalat med Parmesan

Måske tænker I, hvor blev opslaget af fra igår? Hvis I gør så er I ikke de eneste, for det tænkte jeg også. Men jeg må blankt erkende, at jeg følte mig fristet af det gode vejr, så istedet for at skrive det indlæg jeg havde planlagt, så fik jeg årets første mad fra grillen og en lur i liggestolen i haven.

Jeg e l s k e r  det her vejr ♥, man bliver glad i låget af sådan en omgang solskin. Fantastisk vejr igår meeen set i bakspejlet må jeg erkende, at fregnet hud kalder på solcreme, så det bliver mere solcreme og mindre krebs næste gang jeg falder i søvn i liggestolen.

Grillet miniromaine 5
Udsigten fra min liggestol

Da vejret ser ud til endelig at arte sig i den næste uges tid, så prøv det her tilbehør, man kan vist dårligt kalde det for salat. Den er nem, sommerlig også kan den grilles (i mangel af grill fungerer pande og grillpande også ganske fint).

Et mini romainesalathoved giver tilbehør til 2 personer, så du ganger bare op med det antal du skal bruge.

Grillet miniromaine 3

Grillet mini romaine

  • 1  Mini romainesalathoved
  • Smeltet smør
  • Revet parmesanost
  • Salt & Peber

Skyl og halvér salathovedet. Behold stokken på, så går salaten ikke så let fra hinanden, når den opvarmes. Hvis salaten skal på grillen eller på grillpande så pensles den flade side af salathovedet med smeltet smør. På pande kan smørret blot smelte på panden. Grill eller steg salathovedet på den flade side, til det har grillmærker eller er gyldent. Dvs. det skal ikke steges på den anden side. Tag salaten af panden og krydder med salt og peber, og drys med revet parmesanost. Jeg er mest til den faste parmesanost, som man selv river, for jeg synes ikke at ‘pulver’ udgaven smager af noget særligt. Server straks mens salathovederne er lune.

Grillet miniromaine 2

Det er meget nemt og fungerer godt som tilbehør til meste. Jeg bruger det gerne, hvis jeg ikke orker at lave salat til maden, så er det nemt lige at grille eller riste et romainesalat. Den stegte mini romainesalat kan også bruges som tapasret sammen med oliven, bruchetta mm.

Ha’ en rigtig dejlig tirsdag !

Gem

boller i karry

Boller i Karry med asiatisk twist

Med vejr der minder mest om efterår, så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Nemlig fortsætte med simreretterne lidt endnu (og film under dynen, mine øjne er endnu ikke kommet sig helt endnu efter jeg så PS I love you igår).

Boller i Karry var for mig nyt område, da jeg flyttede hjemmefra for det er ikke en ret jeg er vokset op med. Jeg er især fan af simreretter fordi de hos os kan række til 2 dage, så på 2. dagen er der nem aftensmad. Denne Boller i karry har et asiatisk twist i form af mange grøntsager og grøn karry pasta, til gengæld er den uden løg, æbler og karrypulver.

Boller i Karry til 4 personer

Grøn karrypesto1

Kødboller:

  • 400 g magert hakket svinekød
  • 1 hakket grøn top af forårsløg
  • 1/3 revet courgette (medium størrelse)
  • 2 spsk boghvedemel
  • 1 æg
  • Salt og Peber

Kog vand op i så stor en gryde som muligt, tilsæt salt til vandet og evt. lidt persille til kogevandet. Hak toppen af forårsløgene og riv courgetten. Bland alle ingredienserne til kødboller i en skål, til farsen er jævn. Når gryden med vand koger, form kødboller på størrelse med en stor valnød og læg dem forsigtigt i vandet. Kødbollerne koges til de er faste i cirka 7-8 minutter.

Grøn Karrysovs:

  • 2 grønne toppe af forårsløg
  • 3 medium str revne gulerødder
  • 1 revet pastinak
  • 2/3 revet courgette
  • 2 spsk hvidløgsolie, (se her hvordan du laver din egen)
  • 5-6 spsk grøn karrypasta (se hvordan du laver din egen her) Ellers find en uden hvidløg
  • let hakkede stilke af koriander (de stilke der er i overskud når du har taget korianderblade til topping)
  • 1/2 dåse kokosmælk (200 ml)
  • 5 dl hønsefond (5 isterninger frossen Hønsefond og 4 dl vand, se hvordan du laver din egen her) Eller Det er også muligt at bruge en færdig boulliongranulat. Hønseboullionen fra OSCAR skulle ifølge Low fodmap diet 2, kunne bruges.
  • 1 spsk rørsukker
  • Evt. lidt gurkemeje til farvejustering
  • Salt og Peber
  • Frisk Koriander eller persille til pynt

Riv gulerødder, pastinak og courgette. Skær toppene af forårsløg i tynde skiver. Varm hvidløgsolie op i en gryde med en stor stegeflade, helst en gryde af metal uden belægning (så den kan tåle stavblendning senere). Steg grøntsager og korianderstilke i hvidløgsolie sammen med karrypastaen ved middelvarme i 7-8 minutter. Tilsæt kokosmælk og steg lidt videre. Tilsæt fond eller grøntsagsboullion (evt. kan man bruge noget af kogevandet fra kødbollerne) og kog videre i 5-10 minutter, til stivelsen fra grøntsagerne begynder at jævne sovsen. Smag til med sukker, salt og peber. Når du er tilfreds med smagen, stavblender du sovsen, og justerer evt farve med gurkemeje. Kog kødbollerne op i karrysovsen i 5 minutter.

boller i karry collage

Server med ris til, og med topping af friske korianderblade, peanuts, kokosmel og lidt rosiner (1 spsk rosiner har et lavt indhold af fodmaps). Hvis man ikke kan li koriander (hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå 🙂 ) så kan man sagtens erstatte det med persille.

Hvis du synes at det er stort arbejde for aftensmad i et par dage, så kan man lave en større portion og fryse det ned uden problemer. Ellers er den også herlig en søndag, hvor man har god tid.

Ha’ en rigtig dejlig weekend!

FORSLAG TIL REINTRODUKTION

Jeg har reintroduceret æbler på min low fodmap diæt, og jeg kan godt tåle 1/2 æble uden problemer. Hvis du har mod på reintroduktion, så erstat 1 spsk sukker med 1/2-1 revet æble i karrysovsen. Æbler indeholder polyoler og frutose.

Gem