Efter en stressende uge er jeg tilbage igen. Nogle gange er der bare ikke helt timer nok i døgnet til alt det man godt kunne tænke sig at nå. I weekenden lavede min mørbradgryde, som er lidt af en klassiker hjemme hos os. Jeg tror at der ligesom med frikadeller er mange meninger om hvordan den bedste opskrift ser ud. Jeg kan bedst li’ den helt enkelt uden cocktailpølser, men det er jo en smagssag. Her kommer mit bud på mørbradgryde i hvert fald.
Mørbradgryde, 4 personer
- 1 bundt forårsløg, de grønne toppe
- 1 svinemørbrad
- 2-3 spsk hvidløgsolie
- 2 spsk paprika
- 1/2 spsk røget paprika
- 2 dåser hakket tomat
- 1/4 laktosefri fløde (madlavning og piske kan begge bruges)
- Sovsekulør (kan udelades)
- 1/2 glas af champignoner på glas (friske champignoner indeholder fodmaps, læs mere her)
- Salt & Peber
Forårsløgene skylles og den hvide del skæres af. Evt. kan den gemmes og gengros se her hvordan. De grønne forårsløgstoppe skæres i grove skiver på cirka 1/2 cm tykkelse.
Afpuds mørbraden og skær den i “bøffer” på cirka 1 cm tykkelse. Varm olien op i en gryde ved middel varme og brun kødet godt. Når kødet er brunet steges forårsløg og de to slags paprika sammen med kødet. Steg det af i cirka 5 minutter. Tilsæt de 2 dåser hakkede tomat, skyl dåserne med en lille sjat vand og kom også det op i gryden. Hæld fløde i gryden og vend godt rundt.
Hvis man gerne vil undgå at mørbradgryden skal være laksefarvet, så er det nødvendigt at tilsætte brun sovsekulør. Kan man leve med farven, så kan det sagtens undværes. Tilsæt kulør til du synes at mørbradgryden har en passende farve.
Lad retten simre i gryden i et par timer, rør i den af og til så den ikke sætter sig i bunden af gryden. Når kødet er mørt tilsættes champignonerne fra glas og retten simrer videre et kvarters tid. Når retten er færdig smages den til med salt og peber og evt. paprika.
Servér mørbradegryde med ris til og pynt med lidt persille på toppen. Opskriften på de spicy gulerødder kommer senere på ugen, indtil da så ha’ en dejlig mandag..