Lige fra jeg var barn, har jeg altid elsket kanelsnegle. Det var tider, når man kom hjem fra skole, og der bare duftede af nybagte kanelsnegle. Min mor bagte dem selv efter en opskrift i de meget slidte Karolines køkken bøger, som stod i en kasse i skabet. (Det var tiden før man gik på internettet for lige at slå en opskrift op.)
Den opskrift har hængt ved, og du kan finde den lige her. Da jeg til hverdag spiser efter low fodmap principperne, kan opskriften ikke direkte lige overføres til mine nuværende spisevaner, så jeg har modificeret den til at blive low fodmapvenlig. Jeg er ikke så stor fan af majsmel i bagværk, derfor er jeg tyet til en anden løsning, nemlig surdej.
Jeg synes det fungerer. Dejen er en anelse mere sprød efter bagning end ved almindelige kanelsnegle, ellers kan jeg ikke smage nogen forskel. Du kan jo teste af og se om du er enig:)
Surdejsbagte Kanelsnegle 15-16 stk
- 1/2 dl surdej (Se her hvordan du laver din egen)
- 5 g gær
- 1/2 dl laktosefri mælk
- 1 æg
- 50 g blødt eller smeltet smør
- 225-250 g sigtet speltmel (Indeholder oligosakkarider-fruktaner, men niveauet sænkes vha. surdej)
- 1 spsk sukker
- 1 knivspids kardemomme
- 1/4 tsk fint salt
Rør gæren ud i surdejen i røreskålen, lun mælken en smule. Slå ægget ud i røreskålen og kom mælk, salt, sukker og kardemomme i. Kom smør i. Tilsæt halvdelen af melet og ælt dejen i hånden eller på maskine, tilsæt det resterende mel efterhånden. Vær opmærksom på at dejen ikke bliver for tør. Når dejen er æltet glat og fin, dækkes røreskålen med et lag film og et grydelåg ovenpå.
Lad dejen stå på køkkenbordet til dagen efter.
Remonce:
- 80 g blødt smør
- 50 g rørsukker
- 1 spsk stødt kanel
Dagen efter gøres remoncen klar, rør den sammen så den er jævn.
Rul dejen ud til en plade på cirka 25 x 40 cm på et meldrysset underlag. Smør remoncen på dejen og rul den sammen på den lange led til en roulade. Skær passende stykker af rouladepølsen og fold den yderste dejende ind under sneglen. Sæt gerne sneglen i en silikoneform så remoncen bliver i sneglen under bagning. (Brug ikke som jeg har vist på billedet papirforme, de suger remoncen så det er umuligt at skille snegl og papir ad.)
Tænd for ovnen på 200 grader almindelig ovn. Lad sneglene efterhæve en halv time på en bageplade. Pensl sneglene med æg.
Bag sneglene i 10-15 minutter på midterst i ovnen. Lad dem køle af, er man til det kan de pyntes med glasur.
Jeg er har testet om de er fryseegnede i ubagt tilstand. Det er de. Husk blot at ligge husholdningsfilm imellem lagene i beholderen så snegle ikke fryser sammen. Sæt dem på en bageplade i frossen tilstand, pensl sneglene med æg og sæt dem i ovnen ved 200 grader almindelig ovn til de er gyldne.
∼Velbekomme∼