boller i karry

Boller i Karry med asiatisk twist

Med vejr der minder mest om efterår, så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Nemlig fortsætte med simreretterne lidt endnu (og film under dynen, mine øjne er endnu ikke kommet sig helt endnu efter jeg så PS I love you igår).

Boller i Karry var for mig nyt område, da jeg flyttede hjemmefra for det er ikke en ret jeg er vokset op med. Jeg er især fan af simreretter fordi de hos os kan række til 2 dage, så på 2. dagen er der nem aftensmad. Denne Boller i karry har et asiatisk twist i form af mange grøntsager og grøn karry pasta, til gengæld er den uden løg, æbler og karrypulver.

Boller i Karry til 4 personer

Grøn karrypesto1

Kødboller:

  • 400 g magert hakket svinekød
  • 1 hakket grøn top af forårsløg
  • 1/3 revet courgette (medium størrelse)
  • 2 spsk boghvedemel
  • 1 æg
  • Salt og Peber

Kog vand op i så stor en gryde som muligt, tilsæt salt til vandet og evt. lidt persille til kogevandet. Hak toppen af forårsløgene og riv courgetten. Bland alle ingredienserne til kødboller i en skål, til farsen er jævn. Når gryden med vand koger, form kødboller på størrelse med en stor valnød og læg dem forsigtigt i vandet. Kødbollerne koges til de er faste i cirka 7-8 minutter.

Grøn Karrysovs:

  • 2 grønne toppe af forårsløg
  • 3 medium str revne gulerødder
  • 1 revet pastinak
  • 2/3 revet courgette
  • 2 spsk hvidløgsolie, (se her hvordan du laver din egen)
  • 5-6 spsk grøn karrypasta (se hvordan du laver din egen her) Ellers find en uden hvidløg
  • let hakkede stilke af koriander (de stilke der er i overskud når du har taget korianderblade til topping)
  • 1/2 dåse kokosmælk (200 ml)
  • 5 dl hønsefond (5 isterninger frossen Hønsefond og 4 dl vand, se hvordan du laver din egen her) Eller Det er også muligt at bruge en færdig boulliongranulat. Hønseboullionen fra OSCAR skulle ifølge Low fodmap diet 2, kunne bruges.
  • 1 spsk rørsukker
  • Evt. lidt gurkemeje til farvejustering
  • Salt og Peber
  • Frisk Koriander eller persille til pynt

Riv gulerødder, pastinak og courgette. Skær toppene af forårsløg i tynde skiver. Varm hvidløgsolie op i en gryde med en stor stegeflade, helst en gryde af metal uden belægning (så den kan tåle stavblendning senere). Steg grøntsager og korianderstilke i hvidløgsolie sammen med karrypastaen ved middelvarme i 7-8 minutter. Tilsæt kokosmælk og steg lidt videre. Tilsæt fond eller grøntsagsboullion (evt. kan man bruge noget af kogevandet fra kødbollerne) og kog videre i 5-10 minutter, til stivelsen fra grøntsagerne begynder at jævne sovsen. Smag til med sukker, salt og peber. Når du er tilfreds med smagen, stavblender du sovsen, og justerer evt farve med gurkemeje. Kog kødbollerne op i karrysovsen i 5 minutter.

boller i karry collage

Server med ris til, og med topping af friske korianderblade, peanuts, kokosmel og lidt rosiner (1 spsk rosiner har et lavt indhold af fodmaps). Hvis man ikke kan li koriander (hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå 🙂 ) så kan man sagtens erstatte det med persille.

Hvis du synes at det er stort arbejde for aftensmad i et par dage, så kan man lave en større portion og fryse det ned uden problemer. Ellers er den også herlig en søndag, hvor man har god tid.

Ha’ en rigtig dejlig weekend!

FORSLAG TIL REINTRODUKTION

Jeg har reintroduceret æbler på min low fodmap diæt, og jeg kan godt tåle 1/2 æble uden problemer. Hvis du har mod på reintroduktion, så erstat 1 spsk sukker med 1/2-1 revet æble i karrysovsen. Æbler indeholder polyoler og frutose.

Gem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *