Nu er vi jo nærmest gået ind i weekenden allerede, og hvis du har et ledigt øjeblik i løbet af weekenden, så vil jeg da anbefale dig disse glutenfri biscotti på det kraftigste. De er ret lette at lave, smager godt og kan holde længe – hvis altså du kan holde fingrene fra dem 🙂 Da mandler kun kan indtages i ret begrænset mængde i eliminationsfasen på low fodmap diæten pga. indholdet af oligosakkarider – galaktaner er de her udskiftet med de lækre macadamia nødder. (Som har et lavt indhold af fodmaps). Har du ingen problemer med galaktaner eller fodmaps kan du snildt bytte macadamia nødderne tilbage til mandler.
Biscotti a la Macadamia, ca. 30 stk
- 75 g havremel eller blendede grovvalsede havregryn
- 175 g rismel (se her hvordan du kværner dit eget)
- 150 g rørsukker
- 1/2 tsk bagepulver
- Kornene fra 1/2 vaniljestang eller 1 tsk vaniljepulver
- Skallen fra 1 øko citron
- 3 æg (2 medium størrelse og et lille til pensling)
- 75 g macadamia nødder
Blend havregrynene eller mal dem i en blender eller kaffekværn, hvis ikke du ligger inde havremel. Jeg plejer bare at blende havregrynene. Bruger du hel vaniljestang, så skrabes kornene ud med en skarp kniv og masses med lidt sukker så kornene ikke klumper sammen. Skyl citronen og riv skallen fint. Bland havremel, rismel, rørsukker, vanilje, citronskal og bagepulver. Si evt. bagepulveret i blandingen, så det ikke klumper sammen. Jeg kom macadamia nødderne i hele. Hvis man gerne vil have en bedre fordeling i dejen, så kan det være en god idé at halvere dem. Tilsæt de 2 æg til den tørre blanding og ælt den godt med hænderne til dejen samler sig. Kom til sidst macadamia nødderne i dejen og fordel dem godt.
Tænd ovnen på 180º C almindelig ovn. Del dejen i 2, og form/rul 2 stænger ud på et stykke bagepapir. Tryk dem let flade så de er 4-5 cm i bredden. Hvis du har brugt hele nødder så sørg for at nødderne er jævnt fordelt udover begge stængerne, så der er nødder i alle biscotti. Pisk det sidste lille æg godt og pensl de 2 biscotti stænger med ægget.
Bag stængerne i 18-20 minutter midt i ovnen, til de er gyldne. Derefter tages de ud til afkøling på en bagerist i 10 minutter. Imens sættes ovntemperaturen ned til 100º C.
Når stængerne er afkølet lidt, men stadig er lune, skæres de i passende skrå skiver på cirka 1,5-2 cm bredde. Der bliver cirka 30-35 stk. Prøv så vidt muligt at skære igennem nødderne, så bliver biscottierne flottest. Placer biscottierne på en bageplade med bagepapir med skæresiden opad og lad dem tørre midt i ovnen ved 100º C i 30-35 minutter til er gyldne og sprøde. Lad dem afkøle på en bagerist.
Nyd biscotti a la macadamia med en god kop eftermiddags kaffe eller the. Opbevar dem i en tætsluttende kagedåse, så bevarer de sprødheden.
∼Ha’ en dejlig weekend!∼