Der har været lidt langt mellem snapsene herinde i de sidste par uger, det beklager jeg. Tiden har bare ikke været med mig også fik jeg lige en ordenlig forkølelse oveni. Men nu skulle jeg være nogenlunde i gear igen. Så håber jeg bare på noget forår – meget snart! Men så længe kong Vinter hersker udenfor, så har jeg tænkt mig at fortsætte med at spise supper og gryderetter. For at få den bedste smagsfylde (og ikke den flade vandsmag) i sine varme retter, så kan en god grøntsagsbouillon virkelig gøre forskellen. Desværre består de fleste man kan købe mest af én ting og det er salt, så jeg laver som regel min egen bedre udgave, og den er stort set gratis.
Gratis? tænker du måske, det er der efterhånden vist ikke noget, der er. Men det vil jeg faktisk vove pelsen på at sige at den her grøntsagsbouillon næsten er. Det eneste den kræver er lidt forberedelse og at du ændrer dine vaner en smule. Du skal nemlig til at gemme dine grøntsagsender og grønt affald. Ja du ved toppen fra guleroden, den afskårne runkne endeskive fra agurken, kartoffelskræller – alt i den dur.
Måske bruger du dem allerede til et godt formål, men jeg bor i lejlighed. Jeg har hverken kompost eller høns, og vi affaldssorterer ikke engang i den kommune jeg bor i. Så mine grøntsagsrester /affald røg tidligere direkte i skraldespanden til forbrænding. Men det var dengang. Nu har jeg en skål stående på bordet, hvor alle mine skræller, ender, toppe, slatten salat osv. (i afskyllet version) kommes i. OBS vær en smule varsom med rødkål og rødbede hvis ikke du er til lilla / lyserød grøntsagsbouillon.
Skålen med grøntsagsrester/affald tømmer jeg en gang om dagen over i en beholder i fryseren. Har du et afgnavede kyllingeben i løbet af ugen, kan de også fint komme i restebeholderen. Når jeg har cirka hvad der svarer til en fryseposefuld koger jeg grøntsagsbouillon.
Fordelen ved at koge den selv er også at du ved hvad der er i. Spiser du efter low fodmap diæten har du mulighed for at tilpasse indholdet fuldstændig til hvad du tåler og det er altså smart.
1 grydefuld grøntsagsbouillon
- ca. 1 fryseposefuld grøntsagsrester
- 10 hele peberkorn
- 2 laurbærblade
- lidt afklippet friske krydderurter (hvis du har)
- 2-3 liter vand
Kom det hele i en gryde (forkog evt vandet i elkedlen) og lad det simre et par timer. Jeg gør det ofte om søndagen, så er jeg hjemme og det kan passe sig selv. Når det har kogt et par timer kan man enten si den og gemme den som den er. Det gør jeg gerne hvis jeg skal bruge en stor mængde bouillon inden for de næste dage til suppe, risotto eller boller i karry. Du kan også si den og koge den ind til en kraftig fond, som du fryser ned i en isterning beholder. På den måde har du løbende en god lækker grøntsagsterning til madlavningen. Jeg bruger aldrig salt når jeg koger bouillon, for man risikere at komme til at oversalte den hvis den koger ind. Det er lettere bare at smage maden til.
Da bouillon bare ikke er særlig fotogen så har jeg istedet indsat lidt fra arkivet hvor jeg har brugt bouillon.
∼Ha’ en rigtig dejlig aften!∼
-
- Husk du kan følge med på instagram @gastroequation_dk og på ♥bloglovin’
Mange tak! ♥️??