Påvirkes vi i virkeligheden mere af, hvad vi indtager til daglig end vi går og tror? Det er påstanden i hvert fald i bogen ’Tarme i topform’. Nærmere bestemt fokuserer bogen på de millioner af bakterier vi alle bære rundt på i vores tarm, gode som dårlige. ‘Tarme i topform’ er skrevet i fællesskab af et team der består af journalist og diætist Irene Brøndum, suppleret af professor Oluf Borbye Pedersen, der til daglig forsker i tarmbakterier og med opskrifter bagerst i bogen udviklet af Majbritt Louring Engell. Bogen er udgivet på Politikens forlag i 2016.
I dag sættes tarmbakterier i forbindelse med mange forskellige tilstande bl.a. diabetes og overvægt, om det er med rette vil tiden vise. Interessant er det i hvert fald. Det er også tarmbakteriernes påvirkning på os mennesker bogen har som omdrejningspunkt. Bogen peger på hvordan vores sammensætning af bakterier påvirker alt vores vægt, immunforsvar og vore psyke. Her er et lille citat fra bogen om, hvordan vores tarmbakterier påvirker hjernen:
” I laboratoriet kan forskere i dag lave ængstelige mus, stressede mus, glemsomme mus, deprimerede mus, autistiske mus, eventyrlystne mus og lykkelige mus. Simpelthen bare ved at ændre på sammensætningen af bakterier i deres tarme” (Tarme i topform side 48, spalte 2, lin 4-10)
Når tarmbakterier tilsyneladende spiller så stor en rolle for vores sundhed og velbefindende, er det jo essentielt, at det så er nogle gode nogle af slagsen du og jeg bærer rundt på i maven. En af bogens kernepunkter er, at vi selv kan påvirke vores tarmbakterier positivt bl.a. ved vores kost.
Bogen lægger ud med at fortælle om de forskellige bakteriestammer, og hvilken indflydelse de har på din krop. Derefter får professor Ole Borbye Pedersen ordet og fortæller om sin egen oplevelse og sin forskning i tarmbakterier. Bogen har også et kapitel om et uvidenskabeligt forsøg, hvor et par frivillige har omlagt deres kost for at øge diversiteten af tarmbakterier. Sluttelig er der forslag og opskrifter til hvordan man selv kan forsøge sig derhjemme.
Jeg synes at det er en utrolig interessant og velskrevet bog. Den største anke jeg har er dog at der bruges en del fagtermer. Selvom jeg har en sundhedsfaglig baggrund, skulle jeg lige holde tungen lige i munden for at holde styr på diverse hormoner og bakterier. Til gengæld lærte jeg også en del jeg ikke vidste i forvejen.
I forhold til IBS havde bogen også en interessant pointe:
Man forstår langt fra hele det sofistikerede samspil, der udspiller sig mellem vores tarmbakterier og hjernen, men det har længe været kendt, at tarmproblemer og psykiske symptomer ofte følges ad. Både kronisk tarmbetændelse som Colitis Ulcerosa og Morbus Crohn samt irritabel tyktarm er for eksempel kendetegnet ved, at tarmsymptomerne ofte går hånd i hånd med depression, angst og en øget følsomhed for smerte. (Tarme i topform, side 49 spalte 1, li 8-19)
Hvis man tager det for gode varer er det endnu en god grund til ikke at forblive på en restriktiv low fodmap diæt i længere tid en nødvendigt. Da man måske derved påvirker mængden og typerne af tarmbakterierne. Se evt. Monash’s eget blogindlæg om det her. Du kan læse i et af mine tidligere indlæg, om hvordan mit syn er på low fodmap diet lige her.
Alt i alt synes jeg at det er en interessant bog med nogle spændende vinkler på et spændende emne, så mangler du lidt vinterlæsning kan den klart anbefales. Det har i hvert fald motiveret mig for at forsøge at øge mit daglige indtag af grøntsager og måske forbedre min sammensætning af tarmbakterier.
Har du læst nogle godt bøger om mad og fordøjelse så tip mig gerne om det i kommentarfeltet. 🙂 Mangler du lidt ekstra inspiration, så har jeg har tidligere anmeldt ‘Tarme med charme’ af Giulia Enders, du finder den lige her.
∼Ha’ en dejlig weekend!∼