grønkålssalat med appelsin og tranebær

Grønkålssalat med appelsin og tranebær

Den sidste uges tid er bare fløjet afsted. Vores ejendom er under energirenovering, og det skubber lidt til ens egen magelighed. Så den sidste uges tid har vi taget hul på nogle af alle de projekter, der over tid har hobet sig op fx. oprydning i pladesamlingen. Jeg kan blive helt høj af at rydde op (når jeg først er kommet igang), så den ene ting tog den anden, og lige pludselig var der gået en uge.

Jeg bestiller til tider en økologiske frugt/grøntkasse fra en lokal avler. Jeg holder øje med når hans kasser er løgfri 🙂 Det var den i sidste uge, så jeg slog til med det samme. Der var bl.a. en portion lækker frisk grønkål fra de danske marker med, og jeg kan se at man kan få det i god kvalitet i supermarkedet nu. Lidt godt er der da ved efteråret.

Derfor fik jeg lyst til grønkålssalat, og i weekenden mixede jeg den her salat sammen ,og selvom det er en klassiker, så holder den virkelig stadig. Perfekt til lidt tungere retter pga. syren fra appelsinen.

groenkaalssalat-med-appelsin-og-tranebaer-5

Grønkålssalat med appelsin & tranebær,  4 personer

  • 140 g grønkål
  • 1 øko appelsin
  • 4 spsk tranebær
  • 10 mandler
  • 1 tsk ahornsirup
  • flagesalt og peber

Snit grønkålen fint, også stænglerne. Skyl appelsinen, brug et juliennejern eller et rivejern til at rive al skallen af, undgå det hvide i skallen. Skræl appelsin, når den yderste del af skallen er afrevet. Skær appelsinen i tynde fileter, halver dem evt. Fjern eventuelle sten. Kom grønkål, appelsinskal, appelsinfileter og tranebær op i en skål. Halvér mandlerne, og rist dem på en varm pande. Når de næsten er klar slukkes panden, og ahornsiruppen kommes på mandlerne. Rør godt og lad dem afkøle.

Vinaigrette:

  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk sennep
  • 1 tsk ahornsirup

Rør alle tingene godt sammen og smag til, den må gerne være lidt kraftig i smagen. Hæld vinaigretten over salaten og kram den godt ind i kålen. Krydr salaten med salt og peber og pynt med de ahornsirup ristede mandler på toppen.groenkaalssalat-med-appelsin-og-tranebaer-3

Ha’ en dejlig tirsdag !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *