Vejret for tiden kalder virkelig på de varmende retter. Jeg er stærkt ved at være på benene igen ovenpå den omgang influenza, jeg fik før nytår, men når halsen stadig kradser, så er det altså lækkert med noget varmt, blødt og krydret. Alle de kriterier passer på den her grøntsagsdahl med raita. Traditionelt består dahl primært af kogte splitlinser. De linsemængder, der normalt forekommer i en dahl, er derfor lidt no go pga mængden af fodmaps. Jeg har derfor tænkt i alternativer og spædet min dahl op med low fodmap grøntsager, som jeg altid har i køkkenet nemlig gulerødder og kartofler. Det fungerer virkelig overraskende godt, og uden uheldige overraskelser dagen derpå. Jeg kan godt li stærk mad, så den her dahl er semi stærk, så er du advaret. Hvis du ønsker en mildere grøntsagsdahl så juster lidt på mængden af ingefær og cayennepeber.
Grøntsagsdahl med raita, 2 personer
- 4 små kartofler, ca. 150-175 g uskrællet
- 2-3 gulerødder, ca. 200 g uskrællet
- 2 grønne toppe fra forårsløg
- 1,5 – 2 spsk hvidløgsolie, se hvordan du laver det selv her.
- 2 cm ingefær
- 23 g tørrede røde linser
- 1/2 dåse hakket tomat + 1/2 dåse vand
- 1 tsk kardemomme
- 2 tsk stødt koriander
- 2 tsk spidskommen
- 1 tsk karry
- 1-2 tsk cayenne peber eller chili
- salt og peber
Skyl (og skræl hvis nødvendigt) og riv kartofler og gulerødder groft på et rivejern. Skyl og hak de grønne toppe fra forårsløg og ingefær fint (skræl ingefæren hvis den ikke er økologisk). Varm hvidløgsolie op i mellemstor gryde og steg grøntsager, linser og krydderier godt et par minutter. Tilsæt den halve dåse hakkede dåse tomater + vand til grøntsagsblandingen og lad den koge op. Lad grøntsagsdahlen simre i 20-30 minutter i gryden uden låg. Rør i den jævnligt, så den ikke sætter sig i bunden. Dahlen er færdig, når den er grødet i konsistensen, bliver den for tyk så tilsæt lidt mere vand. Smag til inden servering med salt og peber + lidt ekstra cayennepeber.
AGURKE RAITA
- 1 dl laktosefri yoghurt
- 1/4 revet agurk
- 1/2 tsk spidskommen
- salt og peber
Skyl og riv agurken. Pres den revne agurk let i hænderne så det meste væske presses af. Bland agurk, yoghurt, spidskommen og salt og peber sammen i en skål.
Server grøntsagsdahl i skåle med raita og frisk koriander på toppen. Det smager så godt! Jeg har spist det 3 gange den sidste uge, så jeg er helt klart fan! Spis grøntsagsdahlen med en grøn salat og noget godt brød til.
∼Ha’ en dejlig mandag!∼