grønkålschips

Spicy Grønkålschips

Så er de mørke dage for alvor over os, jeg havde det i går, som om at det for alvor aldrig rigtig blev lyst. På mange måder kunne jeg godt tænke mig bare at spole det næste halve år frem. Men da det ikke rigtigt er en mulighed, så har jeg lagt en plan i stedet for. Jeg har altid ment at ‘angreb er det bedste forsvar’, og det er nok en fortærsket kliché. Mit angreb på vintermelankolien går kort sagt ud på 3 ting. Dagslys hver dag, et fanatisk forhold til min søvn og en god portion grøntsager hver dag. Og hvorfor så ikke spise nogle af de grøntsager som grønkålschips?

Sandsynligheden for at du er stødt på grønkålschips før er stærkt tilstede, for de er efterhånden en gammel kending på de fleste madblogs. Men det bliver de altså ikke ringere af. Og grønkålschips er altså ikke kun en dameting, selvom de lyder lidt fimsede – jeg har ofte serveret den her version af grønkålschips med chili og citronskal, og mændene bliver sædvanligvis positivt overraskede, som i meget overraskede. Så giv dem et skud, hvis du ikke allerede har prøvet dem.

Prøv også: Rosmarin bagte mandler

SPICY GRØNKÅLSCHIPS

Antal: 2 personer ——Samlet Tid: 20 minutter ——Arbejdstid: 10 minutter
Ingredienser

  • 200 g grønkål
  • 2 spsk hvidløgsolie
  • 1 tsk fintrevet citronskål (helst ubehandlet eller øko)
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 tsk honning el. ahornsirup (kan udelades)
  • flagesalt
  • Fremgangsmåde

    Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Skyl grønkålen grundigt, fjern de største stilke og ribber. Bræk grønkålsbladene i mindre stykker. Tør dem godt i et viskestykke eller salatslynge.

    Riv skallen af citronen og pres citronsaften ud i en lille skål. Rør det sammen med hvidløgsolie, chiliflager og evt. honning. Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel den tørre grønkål på pladen. Hæld marinaden udover og fordel / kram den godt ind i al grønkålen. Drys med flagesalt.

    Bag grønkålen til chips i midt i ovnen på 170 grader i cirka 10 minutter. Vend i dem halvvejs. Hold øje med dem, for lige pludseligt kan det gå hurtigt og de brænder på. Afkøl grønkålschipsene på en rist og nyd dem som de er som tilbehør eller en hurtig snack.

    grønkålschips

    Et lille tip

    Gem grønkålsstilkene der er til overs i en frysepose. Jeg har en pose i fryseren hvor jeg samler grønsagsender, skræller, afbladede krydderurtestilke mm. og når posen er fyldt koger jeg grøntsagsbouillon på den.


    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *