Sprøde majsknækbrød

Sprøde Majsknækbrød med Birkes (Glutenfri)

Så blev det mandag – på en tirsdag. Projekterne på arbejdsfronten greb lige lidt om sig, så jeg nåede det ikke lige igår. Nok om mine overspringshandlinger 🙂 Til gengæld er jeg gået igang med det ambitiøse projekt at træne mig selv op til at løbe en femkilometer – første tur idag, så spørg mig først om et par måneder om det virker. 🙂 Så jeg håber, at jeg kan komme ind i en god vane, men små skridt. Det med at ændre alt for en gang, det fungerer bestemt ikke for mig. Mange inklusiv mig selv vil gerne leve lidt sundere efter ferien, hvor der måske er blevet slappet lidt for meget af på alle fronter. For mig hjælper det hvis jeg har nogle gode alternativer til slik og snacks fælden i hverdagen. Jeg kan selv godt blive lidt sulten henad eftermiddagen, og de her majsknækbrød er bare geniale som en lille eftermiddagssnack med lidt pålæg på eller bare med lidt smør. Knækbrødene indeholder olie og en del kerner, så det er ikke noget man skal spise i rå mængder, men som mellemmåltid er de perfekte og kan lige tage den ‘lille’ sult.

Sprøde majsknækbrød med birkes (2)

Sprøde Majsknækbrød med birkes

30-50 stk alt efter størrelse

  • 1 dl havregryn
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1/2 dl birkes
  • 210 g majsmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 1/2 tsk salt
  • 2 dl vand
  • 1 1/4 dl smagsneutral olie
  • 2 tsk paprika

Bland alle kerner, frø og majsmel godt i en skål. Sigt bagepulveret i og bland igen. Hæld vand, salt, paprika og olie i en skål. Rør det hele sammen til en klistret dej med håndmixer eller på en røremaskine.

Del dejen til majsknækbrød i 3 lige store dele. Fordel dejen på 3 stykker bagepapir, flad dejen lidt ud. Læg et stykke bagepapir ovenpå og rul dejen ud mellem de 2 stykker bagepapir. Tilret dejen så den er nogenlunde firkantet, så du til sidst har 3 udrullede plader majsknækbrød. Skær pladerne i den størrelse knækbrød du ønsker med en kniv eller pizzaskærer.

Bag knækbrødene ved varmluft til de er gyldne og sprøde ved 190 grader varmluft i cirka 15 minutter.

Lad dem afkøle helt på en bagerist og opbevar dem i en tætsluttende beholder eller dåse. De smager supergodt med lidt smør på som et mellemmåltid.

Sprøde majsknækbrød med birkes (3)

∼Ha’ en rigtig dejlig tirsdag!∼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *