Spaghetti med palmekål & oliven

spaghetti, palmekaal, oliven, pastaret, efteraar, spiseftersaeson, vegetar, rosmarin, hurtig mad, hverdagsmad, gastroequation

Så har vi ramt november, og der er nu under 5 måneder til at vi har jævndøgn igen. Hvordan kommer I igennem de mørke tider? Da jeg arbejdede på apotek, så jeg dårligt dagslys på mine vagter i vinterhalvåret og det gjorde mig helt kuldret. Men hvordan gør man? Tips modtages med kyshånd. Indtil videre er taktikken at drikke uendelig mængder kaffe og få lidt lys i bærret når solen endelig viser sig. Imens leger jeg videre i køkkenet.

I sidste uge fik jeg min første kasse fra EATGrim og jeg er positiv, jeg har ikke set krogede mini agurker i en menneskealder. (For en god ordens skyld ingen reklame her, jeg har købt den for egen regning, men det er et glimrende koncept.) Men nok så vigtigt var kassen fyldt med bl.a. palmekål og det var en ny ting for mig. Jeg har set det rundt omkring selvfølgelig, men spist det selv niksen biksen. Jeg kan helt klart godt anbefale palmekål, tænk en krydsning mellem spinat og grønkål (overhovedet ikke botanisk korrekt), men sådan opfører den sig. Ligger du ikke inde med palmekål, så kan du fint bruge grønkål istedet, bare sørg for at hakke stilken lidt fint, hvis den er til den grove side.

Jeg er for længst forbi den restriktive fase i low fodmap, jeg elsker mad og variation for meget, men jeg har en god idé om hvad der især trigger, derfor spiser jeg fx aldrig hvidløg. Derfor er der også tilpasningsforslag til opskriften, hvis den skal passe til eliminationsfasen på low fodmap.

SPAGHETTI MED PALMEKÅL & OLIVEN, 2 PERSONER, 30 MINUTTER

spaghetti, palmekaal, oliven, pastaret, efteraar, spiseftersaeson, vegetar, rosmarin, hurtig mad, hverdagsmad, gastroequation
Da jeg tog billeder led jeg af kortvarigt hukommelsestab, så derfor glemte jeg at sætte fløde og oliven på brættet, men de hører altså til opskriften 🙂
  • 150 g spaghetti (tørvægt) vælg en glutenfri variant på restriktiv low fodmap, som er grøn i appen
  • 20 mandler
  • 1/2 rødløg eller 4 grønne toppe fra forårsløg på low fodmap
  • 1 spsk hvidløgsolie
  • 1 spsk olivenolie
  • 300 g palmekål eller grønkål
  • et par kviste frisk rosmarin eller 1 tsk tørret
  • 1/2 – 1 tsk chiliflager
  • 10 sorte oliven
  • 1 dl piskefløde ved restriktiv low fodmap vælg laktosefri
  • salt og peber
  • friskrevet parmesan

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken i saltet vand, men kog spaghettien 1 minut mindre end normalt. Gem 1 dl kogevand. Pastaen skal være næsten færdig når du hælder vandet fra.

Varm en tør pande op, hak mandlerne groft og rist dem af på panden. Hak rødløg/grønne forårsløgstoppe fint og steg dem i en blanding af hvidløgs- og olivenolie på panden ved middel varme. Skyl palmekålen eller grønkålen godt og hak den groft, læg det på panden til løget og steg det til det falder lidt sammen. Hak rosmarinen og krydr løg / palmekål blandingen med rosmarin, chili efter smag, salt og peber.

Pil stenene ud af de sorte oliven og del dem i halve, kom dem på panden til løg og palmekål. Hæld piskefløde på panden sammen med næsten færdigkogt spaghetti, suppler med lidt det gemte kogevand, så spaghettien bliver lidt cremet. Giv det hele en et ekstra skud peber.

Server med parmesan på toppen og en grøn salat ved siden af.

spaghetti, palmekaal, oliven, pastaret, efteraar, spiseftersaeson, vegetar, rosmarin, hurtig mad, hverdagsmad, gastroequation

Er du vild med pasta og mangler lidt inspiration til et par pastaretter, så kan du finde lidt her i arkivet allerede:

Nu vil jeg forsøge at vågne her i morgenmørket, med en ekstra kop kaffe. Så har I nogen ‘kom igennem de næste 5 måneders mørke tips‘, så bring it on 🙂 jeg venter i spænding, god tirsdag..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *