Små Sprøde Falafler

Så blev det grå mandag igen, så for at sætte lidt pift på smagsløgene vil jeg gerne dele min opskrift på nogle gode smagsbomber, nemlig falafler. Jeg foretrækker at stege mine i olie så de får en dejlig sprød og crunchy overflade. Jeg laver gerne dobbelt eller 3-dobbelt portion, og fryser dem ned, så er der let aftensmad en travl hverdag. Ift. at undgå mavegener fra kikærter er det en fordel at bruge kikærter fra dåse, da de har et lavere indhold af fodmaps, pga. de er trukket ud i lagen.

Falafler 25 stk

  • 2 dåser kikærter, drænet vægt 480 g
  • 1 øko citron
  • 1 grøn top fra forårsløg
  • 1/2 bakke persille
  • 2 spsk spidskommen
  • 2 spsk stødt koriander
  • lidt chili efter smag
  • salt og peber
  • rapsolie til stegning/fritering

Man kan vælge at lave en findelt falafeldej eller grov. Her har jeg valgt at lave en grov, men ønsker du en findelt, så stavblender du bare det hele sammen. Skyl og riv skallen fra citronen. Hak den grønne top fra forårsløget fint. Hak persillen fint. Skyl kikærterne grundigt, de skal ikke koges. Stavblend kikærterne til de er helt findelte. Rør citronskal, citronsaft, hakket grøn top fra forårsløg, persille og krydderierne i kikærteblandingen. Smag til om blandingen er krydret nok, ellers giv den lidt mere. Er dejen meget våd tilsættes en spsk havregryn.

Varm rapsolie op i en lille kasserolle, cirka 1/2 liter. Olien skal være meget varm, så den skal stå lidt. Tjek om den er varm nok ved at lægge et lille stykke brød i olien. Hvis det straks begynder at syde er olien klar. Form cirka 25 falafler med en ske. Læg forsigtigt én af gangen i gryden med den varme olie, så du fritere maksimalt 4 af gangen. Det er ikke en god idé at lave flere end 4 af gangen, da temperaturen på olien så begynder at falde.

Fritér dem i et par minutter til falaflerne er gyldne, vend dem undervejs med en gaffel. Lad dem dryppe af på en tallerken med køkkenrulle.

I eliminationsfasen af low fodmap diet (eller hvis du reagerer på oligosakkarider) bør man begrænse sit indtag af falafler til 2 stk pr portion pga. mængden af kikærter.

Som tidligere nævnt laver jeg gerne en stor portion og fryser ned i portioner i fryseposer. Når du skal bruge falaflerne, lader du dem bare tø op på køkkenbordet og varmer dem i ovnen ved 175º C i 5-10 minutter, så er de varme og sprøde igen.

∼ Ha’ en rigtig dejlig mandag og en god begyndelse på ugen! ∼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *