Pasta Bolognese

Pasta BologneseTiden flyver afsted, og det kan nogle gange være svært at finde tid til alt det, som man gerne vil nå. I dag vil jeg gerne dele opskriften på min bedste Pasta Bolognese og lidt tanker om travlhed. Jeg oplever flere symptomer på min IBS, når jeg har travlt og ikke får passet min søvn, så jeg prøver så vidt muligt ikke at planlægge et alt for stramt program, men det er bare ikke altid, at det er muligt at tage hensyn. Det kender I sikkert godt.

Når jeg på forhånd ved, at jeg får travlt, så laver jeg gerne retter, der kan holde to dage. Det kan lette en travl hverdag meget, hvis man bare skal sætte ris, pasta eller kartofler over og bikse en salat sammen og varme retten fra dagen før, fremfor at begynde helt fra bunden. Jeg laver madplan og indkøbsliste for hver uge, så jeg har et overblik over ugen. Så skal jeg heller ikke spekulere over, om jeg mon har til det og det. Det tager selvfølgelig lidt tid at planlægge det om søndagen, men omvendt skal jeg ikke bruge så meget tid og overskud på det i løbet af ugen. Det er i hvert fald det, der fungerer for os, måske er det noget helt andet der fungerer for dig?

En af de meget klassiske velegnede retter til aftensmad i 2 dage er bolognese også kendt som kødsovs. Vi er kun 2 hos os, så på hverdage med tilbehør kan den godt holde til 2 x aftensmad, hvis man er flere skal man nok gange lidt op.

Pasta bolognese 1

Bolognese

  • 400 g hakket oksekød med lavt fedtindhold
  • 4 små gulerødder (eller hvad du ellers har af rester i grøntskuffen)
  • 1/2 courgette
  • 2 grønne toppe fra forårsløg
  • 2 spsk hvidløgsolie
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk balsamico (kan udelades)
  • 2 spsk timian
  • 2 spsk oregano
  • lidt chili pulver eller flager efter smag
  • 3 laurbærblade
  • 70 g tomatkoncentrat (1/2 dåse)
  • 2 dåser hakket tomat
  • 4 dl vand
  • 1/2 bouillon terning (Hønsebouillonen fra OSCAR skulle ifølge Low fodmap diet 2 kunne bruges) eller 2 isterninger hjemmelavet hønsefond (videoguide her)
  • salt og peber

Skær gulerødder og courgette i små tern. Skær forårsløg i tynde skiver. Brun kødet godt af i blandingen af hvidløgs- og olivenolien. Tilsæt grøntsager og evt. balsamico og brun videre ved middel varme i mindst 10 minutter sammen med krydderier. Tilsæt tomatkoncentrat og steg lidt videre. Tilsæt hakket tomat og skyl evt. dåserne i med vandet for at få det hele med. Smuld bouillonterningen eller kom fond isterningerne i. Lad kødsovsen simre i mindst 20 minutter til den har en god konsistent, smag til med salt og peber.

Server med glutenfri pasta og revet parmesan på toppen og friske krydderurter.

Velbekomme

Gem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *