Koldhævede Spelt Havregrødsboller med surdej

havregroed, boller, broed, surdej, koldthaevede, gastroequation, spelt, low fodmap , fodmap venlig, havregrødsboller

I de her ekstraordinære tider virker det til at fritidsbageren kommer op i flere end sædvanlig, jeg kan i hvert fald se at alle mine brødopskrifter er mere end almindeligt velbesøgte i forhold til tidligere. Mit favoritbrød det sidste halve års tid, er de her havregrødsboller. de smager ualmindelig godt, får en dejlig sprød krumme og er supernemme at have med at gøre. Så er du stadig med på bagevognen, så giv dem et skud! Hvis du synes det er svært at få luftige boller og brød, så deler jeg mine bedste tips til dejkonsistens nederst i indlægget.

havregroed, boller, broed, surdej, koldthaevede, gastroequation, spelt, low fodmap , fodmap venlig, havregrødsboller

Havregrødsboller 10-12 stk

  • 50 g fintvalsede havregryn
  • 25 g grovvalsede havregryn
  • 3 dl vand
  • 1 dl surdej (jeg bruger surdej i biga version, dvs. tynd surdej)
  • 1,5 dl lunkent vand
  • 6 g gær
  • 1 tsk rørsukker
  • 1 tsk salt
  • ca. 500 g sigtet spelt mel (hvis ikke der skal tages hensyn til low fodmap kan alm. hvedemel fint bruges istedet)
  • Lidt grovvalsede havregryn til pynt

Begynd med at koge de to typer havregryn og vand i en kasserolle til havregrød. Stil gryden på medium varme og sluk for blusset når den koger. Lad den afkøle til den er lunken.

Rør surdej, vand og gær sammen i en røreskål. Til de her havregrødsboller er en form for røremaskine et must, dejen er for klistret at stå og håndælte. Til gengæld er der ikke særlige krav til muskelmotoren i røremaskinen, jeg har både lavet dem i sommerhuset på en mere end 30 år gammel røremaskine (der lyder som om 3. verdenskrig er brudt ud, når den kører), som jeg har arvet fra min mor og den noget mere opdaterede version af køkkenmaskinen som jeg har stående hjemme i lejligheden.

Tilsæt salt, sukker og den afkølede havregrød. Rør melet langsomt i, måske skal du bruge lidt mere eller mindre mel, det kommer lidt an på melfabrikatet. Kør dejen til den er lind og skinnende, den må endelig ikke blive tør. (Se lidt om den perfekte konsistens nedenfor) Dæk dejen med et lag film eller et tætsluttende grydelåg og sæt dejen på køl til næste dag (for optimalt resultat må dejen gerne stå mindst 12 timer).

Dejen er med al sandsynlighed ret klistret, når du tager den ud næste dag og det skal den være. Du sætter dejen i boller med 2 skeer på en bageplade med bagepapir, der bliver ca. 10-12 stk alt efter størrelse. Drys med lidt grovvalsede havregryn på toppen og lad dem efterhæve i 30 minutter. Tænd imens ovnen på den allerhøjeste varme (typisk mellem 250-275 grader) den kan præstere og på varm luft. Når ovnen er varm sættes bollerne ind på midterste rille og temperaturen skrues ned til 225 grader. Bag dem 10 minutter og vend så pladen rundt så alle får ligelig varme og giv dem 5-7 minutter mere.

havregroed, boller, broed, surdej, koldthaevede, gastroequation, spelt, low fodmap , fodmap venlig, havregrødsboller

Lad havregrødsbollerne afkøle på en bagerist og nyd dem med noget godt pålæg. Er du blevet hooked på brød, så har jeg mange flere opskrifter på under fanen brød.

LIDT OM DEN PERFEKTE DEJKONSISTENS

Deje der koldhæver med surdej skal være mere flydende (og klistret) end du ville ønske, hvis du skulle bruge den her og nu. Den bedste indikator for om den har en passende konsistens er at kigge på hvordan dejen slipper dejkrogen(e) når du hæver dem. Slipper dejen dejkrogene med det samme er den for tynd (dvs. tilsæt lidt mere mel og kør den et minuts tid mere), dejen skal helst lige trækkes med op også langsomt slippe krogen(e), så er den perfekt. Slipper den slet ikke har den fået for meget mel, man kan lave en feberredning på den ved at tilsætte lidt lunkent vand i røreskålen også køre dejen på højeste effekt til den har opsuget vandet og blevet lidt mere blød, men det er en nødløsning og bliver aldrig helt så godt, som at holde lidt igen med melet.

∼Kan I ha’ en dejlig weekend!∼

Husk du kan følge med på instagram @gastroequation_dk og på ♥bloglovin’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *