Inspiration – Rejsetips til low fodmap diæten

rejsetip til low fodmap diætenJeg har længe tænkt, at jeg gerne ville dele med jer, hvordan jeg forsøger at spise efter low fodmap, også når jeg er på ferie. Først vil jeg sige, at jeg aldrig, når jeg er på ferie kan undgå mad, der trigger min IBS 100 %, men jeg gør et forsøg på at eliminere det værste og at dæmpe mine symptomer. 

Bedring i symptomer på ferien

Jeg læste for nyligt et interessant indlæg på http://fodmapmonash.blogspot.dk/ omkring, at mange oplevede at kunne spise mere ‘normalt’ uden symptomer, når de var på ferie, fordi man slapper mere af mentalt og derfor kunne tolerere mere. Nu tænker nogle sikkert.. årh det beviser min fordom om at dem der klager over irritabel tarm er ‘letpåvirkelige ustabile kvinder’ som klager over ondt i maven. Jeg kan godt forstå tankegangen, men jeg er nødt til at dementere det. Jeg er ikke psykisk ustabil, jeg er faktisk ret robust psykisk og alligevel har jeg døjet med den mave hele livet. Interessant nok læste jeg denne artikel i Illustreret Videnskab for nogle år siden. Den kommer ind på, at forskere har fundet ud af at man i tarmen har en stor samling nerveceller, der minder om dem man også har i hjernen. Derfor mener forskere, at nervecellerne i tarmen påvirkes i samme grad som hjernen påvirkes. På den baggrund kan man til dels også forklare forbedringen i symptomer, når man holder fri med at tarmen ligesom hjernen slapper af. Hvis I interesserer jer for sådan noget vil jeg helt klart anbefale at hente artiklen, det er spændende læsning.

Strategi 1: Planlægning af mad

Jeg har 2 strategier, når jeg rejser. Den første går ud på at reducere indtaget af fødevarer, som jeg af erfaring ved, jeg ikke tåler ret godt fx. løg og hvidløg. Vi planlægger som regel altid selv vores rejser og vi elsker at leje vores egen bolig på rejsemålet, så derfor er det også lidt lettere at tilberede sin egen mad når man er på ferie, vi spiser dog også ude,  og der forsøger jeg at undgå løg, hvidløg, pasta og brød. For at lette det lidt plejer jeg at bage mit eget brød inden vi rejser og have det med i håndbagagen, da det kan være svært at skaffe. Hvis der er en fryser, der hvor vi bor fryser jeg halvdelen ned og tager det op løbende. Er vi væk i længere tid, så medbringer jeg mit eget mel, gerne blandet hjemmefra med salt, sukker og kerner så jeg kun skal bruge gær og vand på destinationen. At jeg får reduceret mængden af fodmaps hjælper, så jeg bedre tolererer de fødevarer, som indeholder mange fodmaps. Hvis jeg af den ene eller anden grund spiser mad med et højt indhold af fodmaps, så forsøger jeg at lægge bånd på mig selv, så jeg kun spiser en mindre portion. Jeg plejer også at tage min mad og snacks med på flyveturen, så jeg ved hvad jeg får.

rejsetips til low fodmap diæten
Jeg er meget glad for at bage mit surdejsbrød til kufferten. Det smager genialt når det er ristet, og holder sig friskt længe.

Strategi 2: Kosttilskud & Håndkøbslægemidler

Den anden strategi jeg benytter mig af er diverse piller. Jeg er apoteksuddannet, så det jeg nævner i det  følgende er udelukkende, hvad der virker for mig og ikke en anbefaling til, hvad du selv nødvendigvis skal gøre. Jeg bruger pebermyntetabletter som kosttilskud. I sin tid er det faktisk min læge, der har anbefalet mig det. Jeg er af natur skeptisk især overfor kosttilskud, som efter min mening for de flestes vedkommende er uden effekt. Inden jeg stormede ud og købte dem, lavede jeg derfor lidt research og fandt ud af, at pebermynte faktisk i nogle tilfælde kan reducere luft og spændinger i tarmen, dog er studierne begrænsede. (Se her)

Så jeg spiser 2 pebermynte tabletter cirka en halv time før hvert hovedmåltid, når jeg er på ferie, det er ikke en mirakelkur, men det tager de værste symptomer. Derudover har jeg altid både noget let afførende (indholdsstof magnesia) og et stoppende præparat (indholdsstof loperamid), så jeg er garderet i tilfælde af både forstoppelse og diarre, da jeg ofte lider af blandede symptomer på min IBS.

Tilsammen sørger de 2 strategier for at jeg stadig kan holde en god ferie, med begrænsede symptomer. Hvis I ligger inde med andre gode rejsetips eller har spørgsmål til ovenstående, så hører jeg gerne fra jer 🙂

∼Ha’ nogle gode fridage∼

Gem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *