Sprøde Glutenfrie Gulerodskiks

gulerodskiks, mellemmaaltid, gulerod, kiks, glutenfri, low fodmap, majsmel, gastroequation

En god kiks med smør på til kaffen (eller theen), det lyder da ikke dårligt vel? Jeg synes, faktisk de her gulerodskiks er endt virkelig godt, og det bedste af det hele er, fordi de er krydrede med kanel, appelsin og vanilje, så kan du ikke smage majsmelet. Beklager hvis jeg støder nogen, men i småkager og kiks er så fungerer hvedetyper bare normalt bedst. Majsmel har en udefinerbar smag. Men de her gulerodskiks altså.. bare prøv dem af. Er du én af de heldige der ingen intolerancer har eller som ikke spiser low fodmap, så er der intet til hinder for at du kan erstatte majsmel med almindelig hvedemel.

gulerodskiks, mellemmaaltid, gulerod, kiks, glutenfri, low fodmap, majsmel, gastroequation

Gulerodskiks, ca. 25-30 stk alt efter størrelse

  • 100 g fintrevet gulerod (ca 1 medium størrelse)
  • 3 1/2 dl fintvalsede havregryn (skal opskriften være 100% glutenfri, så brug glutenfrie havregryn)
  • 3 dl majsmel
  • 2 spsk rørsukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk revet appelsinskal (kan udelades)
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 1 æg
  • 1 dl mælk (evt. laktosefri)
  • 2 spsk rapsolie

Vælger du at bruge appelsinskal, så brug gerne en øko appelsin pga. overfladebehandling og riv den fint uden at komme for meget ind i de hvide hinder (de er bitre). Skræl en medium gulerod og riv den på den fine side af et rivejern.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål, dvs. havregryn, majsmel, rørsukker, vaniljesukker, bagepulver, kanel, salt og evt. appelsinskal. Rør æg, mælk og rapsolie let sammen i en anden skål.

Bland fintrevet gulerod og den våde blanding af æg, mælk og rapsolie ned i skålen med de tørre ingredienser. Ælt den godt med hænderne eller på røremaskine, til dejen er glat uden at klistre for meget, men heller ikke tør.

Pak dejen ind i et stykke husholdningsfilm og læg den på køl 1/2 time, så er den lettere at arbejde med efterfølgende.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Beklæd 2 bageplader med bagepapir. Del dejen i 2 og rul en af halvdelene ud mellem 2 stykker bagepapir eller husholdningsfilm. Du kan også undlade og bruge en masse mel over og under dejen, men jeg synes at det giver nogle lidt tørre kiks. Rul dejen ud så tyndt som muligt, helst så den er cirka 3 mm, og ja det tager lidt tid og kræver lidt af overarmsmusklerne.

Når dejen er udrullet kan man udstikke den, med hvad man nu foretrækker gulerodskiksene skal have som facon. Jeg plejer bare at bruge et glas, så man får runde kiks, men man kan jo også skære dem ud i firkanter. Fordel de udrullede kiks på bagepladerne og rul dejen ud igen, til du ikke kan få flere kiks ud af den.

Bag gulerodskiksene midt i over i ca. 20 minutter til de er gyldne, men tiden afhænger af tykkelsen på kiksen. Har du en ovn der varmer skævt, kan det være en fordel at vende pladen ca. halvvejs i tiden. Jeg plejer at kigge til kiksene efter 15 minutter, der er altid et par stykker, man har fået rullet tyndere ud end andre også kan man lige vippe dem ud af ovnen på en rist med en palet inden de bliver for mørke, mens de andre bager færdig.

gulerodskiks, mellemmaaltid, gulerod, kiks, glutenfri, low fodmap, majsmel, gastroequation

Lad kiksene køle af på en bagerist, de er først sprøde efter afkøling og smager faktisk bedst dagen efter, for så er smagen af vanilje, kanel og appelsinskal mere gennemtrængende.

Opbevar dem i en småkagedåse, og nyd dem med et tyndt lag smør på til en god kop kaffe eller the.

Er du blevet bidt at af at skulle have noget sprødt til mellemmåltid så prøv at lav dine egne knækbrød, enten knækbrød med birkes eller de her lidt krydrede knækbrød med tomat.

∼Kan I ha’ en dejlig tirsdag!∼

Husk du kan følge med på instagram @gastroequation_dk og på ♥bloglovin’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *