Clementinkonfekt med mørk chokolade

Her i januar er der mange, som har fokus på at reducere eller helt undgå at sukker. Fx kører der ligenu serien U-turn på DR1, hvor Chris MacDonald skal forsøge at hjælpe diabetes 2 ramte med at få kontrol over deres sygdom.

Jeg er ikke sukkerforskrækket, men jeg ved omvendt også qua min uddannelse, at et stort forbrug af sukker ikke er godt for noget. Da jeg var teenager var jeg én af dem der spiste kage og kakao hver dag. Jeg har været heldig med et højt stofskifte, så jeg har aldrig på nogen måde været overvægtig. I dag er mine spisevaner væsentlig anderledes. Med alderen har jeg heller ikke på samme måde lyst til, at tingene skal være hvinende søde. Eksempelvis var jeg storfan af lys pålægschokolade som barn, idag spiser jeg primært mørk chokolade helst over 70 %. Så her kommer et forslag til dig, der vil reducere sukkerindtaget, eller som synes at snacks er godt, men at slik og kager hører weekenden (eller andre særlige lejligheder) til. Hjemmelavet ‘clementinkonfekt’ består i al sin enkelthed af clementinbåde overtrukket med mørk chokolade 85 % og pyntet med lidt kokosflager eller mandelsplitter. Det smager virkelig godt, som i lækkert!

For en god ordens skyld skal det siges at mørk chokolade 85 % ikke er sukkerfrit, men indeholder 15 g sukker pr 100 g, holder du dig til mængderne nedenfor får du 3 g sukker, dvs. halvanden sukkerknald.

Clementinkonfekt 2 personer

  • 2 stenfri clementiner
  • 40 g mørk chokolade gerne 85 %
  • kokosflager eller mandelsplitter til pynt

Skræl og del clementinerne i både. Hak den mørke chokolade fint. For at chokoladen kan hærde og stivne skal chokoladen tempereres. Det gøres ved at smelte den ene halvdel af chokoladen over et vandbad eller i en chokoladesmelter. Tag den smeltede chokolade af blusset og kom den usmeltede chokolade i og rør godt, til det er smeltet ud. Dyp den ene halvdel af clementinbådede i chokoladen og læg dem til tørre på et bagepapir, pynt med kokosflager eller mandelsplitter. Lad chokoladen tørre op cirka 1/2 time, så er der ‘clementinkonfekt’ til eftermiddagshyggen.

∼Ha’ en rigtig dejlig onsdag!∼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *